I Går Jeg Fik Min Trøje Poem by Peter Faber

I går jeg fik min trøje,
og straks jeg trak den på,
den strålte for mit øje,
da jeg i spejlet så.
Tornystren har jeg prøvet,
den trykker mig så småt,
men når jeg først er øvet,
så bliver det nok godt.
Min sabel den er sleben,
jeg ved, den er krabat,
jeg ved, hvad jeg er bleven,
nu er jeg først soldat.
Tra, la, tralalala,
tralala, trala, tralalalala,
tra, la, tralalala,
trala, trala, tralalala.

Men skal jeg fjenden møde
og lide kuld' og tørst
og døje ussel føde,
så vil jeg leve først.
Ej leve, som jeg plejer,
thi det er alt for hårdt,
nej alting, hvad jeg ejer,
jeg sætter på eet kort.
O havde jeg mig bare
en rigtig kammerat,
så skulle fanden spare,
nu er man jo soldat.
Tra, la, tralalala,
tralala, trala, tralalalala,
tra, la, tralalala,
trala, trala, tralalala.

Med faner skibet smykkes
mens dampen gør alarm,
der farvnes og der trykkes,
højt slår soldatens barm.
En pige står der henne
så ene mellem træer,
hun tør ham ikke kende,
hun tør ej komme nær.
Men om han ser den pige,
og barmen blir ham trang,
se det kan ingen sige,
man hører kun hans sang.
Tra, la, tralalala,
tralala, trala, tralalalala,
tra, la, tralalala,
trala, trala, tralalala.