Johan Nordahl Brun

Johan Nordahl Brun Poems

Jeg skjøtter intet om høie Sving
Og ei om Toner, som knibes ud af Kastrater,
Og ei randsager jeg dybe Ting,
...

Johan Nordahl Brun Biography

Johan Nordahl Brun (March 21, 1745 in Trondheim—July 26, 1816) was the poet, dramatist, bishop in Bergen (1804-1816), and politician who contributed significantly to the growth of National Romanticism in Norway, contributing to the growing national consciousness. He traveled to Copenhagen in 1767, where he passed his theological examinations. While at the University of Copenhagen, Brun was a prominent member of The Norwegian Society (Det Norske Selskab), a group of younger Norwegian authors, poets and philosophers. Johan Nordahl Brun become an active member of the Church of the Cross in Norway. He became a minister of the Parish in the Church of the Cross from 1774 until 1804 when he became the Bishop of Bergen. In literary history he found his place when he wrote the first Norwegian play, "Einer Tambeskielver" (1772). This play arroused a strong awakening of Norwegian spirit and was produced many times. He also wrote many poems, including Norway's first (unofficial) national song, "For Norge, Kiempers Fødeland" and published Evangelical Hymns (1786). Nordahl Grieg (Johan Nordahl Brun Grieg) was a descendant of the bishop and was named after him.)

The Best Poem Of Johan Nordahl Brun

Min Smag

Jeg skjøtter intet om høie Sving
Og ei om Toner, som knibes ud af Kastrater,
Og ei randsager jeg dybe Ting,
Og ei bekymrer jeg mig om Krig mellem Stater;
Jeg min Vise nynner
Og mit Glas forsyner,
Og for Resten slaaer jeg mørke Griller bort
I Veir og i Vind og i Latter.

Jeg gjør kun lidet af Verdens Guld;
Den snart fik nok, som ei alt for meget begjerte.
En gjerrig Satan, naar blev han fuld?
Nei evig Tørst efter meer forvolder ham Smerte;
Jeg den Kunst vil lære
Rolig at undvære,
Hvad jeg ei kan faae; thi netop er dog nok
For dette nøisomme Hjerte.

Jeg gjør dog noget af Ærens Glands;
Foragt kan jeg for min bare Død ikke taale;
Men jeg foragter den Narredands,
Hvor Folk sit Værd efter Rangforordningen maaler;
Velfortjent at være
Er den sande Ære,
Hvad Smarodser end til Stores Lov og Priis
Saa himmelhøit monne skraale.

Smaa Piger holder jeg meget af,
De Hjertens Unger opliver alting i Lavet;
Men vee den Skurk, som i Lysters Hav
Kan ønske Dyd og Uskyldigheden begravet!
Skaal for ømme Smerter,
Skaal for rene Hjerter,
Skaal for Husets Moer og hver en vakker Glut,
Med Dyd og Ynde begavet!

Af Venskab gjør jeg dog allermeest,
Et Vennelav er et Paradiis her paa Jorden;
Hvor Glæden hersker er altid Fest,
Naar vilde Sæder ei skade Dyder og Orden.
Venner Glasset tager!
Vinen liflig smager,
Naar vi drak vort rene Venskabs glade Skaal
Og Fred og Velstand i Norden.

Johan Nordahl Brun Comments

Johan Nordahl Brun Popularity

Johan Nordahl Brun Popularity

Close
Error Success