Naar Jeg I Eenrum Færdes Poem by Emil Aarestrup

Naar jeg i Eenrum færdes
med stille Grublen vanker,
da er min Sjæl lysvaagen,
da sværme mine Tanker.

Fordobblet min Bevidsthed
det smukke Virvar maaler,
som det Uendelige
omkring min Pande straaler.

I Skjønheds underfulde
Mysterier bevandret,
jeg har Dit Væsen hos mig,
frigjordt, men ei forandret.

Let flagrer Psychevingen
paa dine Skulderblade,
og Dine Lokker slynges
udødelige, glade.

Du tager mig ved Haanden
som Dantes Beatrice,
og vil mig Himlens Engle
og Saligheden vise.

Kun naar en Ven mig møder
og, som han tror, opliver -
og naar jeg Selskabskredsen,
som man har sagt, henriver -

Saa er det som om Livet
fordulgt tilbagestrømmer -
det saakaldt Virkelige,
det troer jeg, at jeg drømmer.

Det vexler og forsvinder,
det hylder sig i Taager -
da er det, Sjælen blunder
og legemet kun vaager.