Maybe... Poem by Nadja Jensen

Måske, mangler jeg styrke.
Måske, har jeg bare aldrig haft en kærlig hånd til at bære mig det lille stykke fra barndom til ældre. Måske, har har jeg selv måtte gå igennem den alene og derfor ikke fået øje på styrkens og kærlighedens vej. For kærlighed gør stærk.
- Derfor er jeg så svag.
Men opgiv ikke dig selv og giv mig din styrke, - Bliv bare hved med at være stærk, som altid, lev dit liv -
Og lad mig se og lære.

Måske, mangler jeg visdom. Visdom om kærlighed.
Fordi jeg aldrig har haft nogen ordenlig lærer?
Måske, har ham som skulle have vist mig kilden til visdom bare aldrig selv fundet den?
Måske, har det mørke og den tomhed som jeg kender så godt, også gjordt ham blind og døv for brændte børns skrig om hjælp?
Jeg kan ikke høre eller se mig selv mere?
Men, giv mig ikke din visdom. Opgiv ikke alt hvad du har lært. Fortæl mig hvor du har kilden til din.

Måske, er mit liv gået i stykker.
Hvem? Hvad? Hvor? Hvordan? - Og hvornår?
Jeg hved det ikke? Mørket & tomheden har gjordt mig døv og blind.
Men, bliv hved med at leve. Giv mig ikke dit liv.
Så, vil jeg måske en dag lære hvordan.

Måske, har jeg glemt alt om glæde og kærlighed?
Måske, har jeg stille i underbevidsthedens sind fortrængt de gamle minder som så smukt fik min gamle latter til atter og stige op igen.
Måske, har jeg bare uden nogen eller jeg selv opdaget det bare mistet evnen til at elske?
Men, giv mig ikke din kærligehed - Elsk gerne mit hjerte frit, så jeg kan lære hvordan.
Giv mig ikke din glæde - Men hold dit gode humør oppe og lad det smitte af på mig. lad mig lære hvordan, jeg kan finde min.

Misforstå mig ikke, jeg prøver ikke og få din medlidenhed. Jeg beder dig bare?
Lær mig hvordan -?

TAG GERNE MIN SMERTE FRA MIG - MEN GØR DEN IKKE TIL DIN.