In The Mirror Poem by Nadja Jensen

In The Mirror



In the mirror. behind my mirror image.
Is always sitting a little girl with some big, blank eyes staring at me.
I know what she feels but I learn her to be quiet.
Through my mind, where it is always cold and winter, has she walk through the snow and put some small childish footsteps.
As always have to remind me of her.
She freezes.
None other than me can hear her screams of pain, her whispering for help.
Sometimes drown her voice my own will.
But then she just answer 'yes' as I obediently has taught her.
Close to giving up.
Close to keep holding on.
Once she was so littel, lively and beautiful.
Now I only see pain and indifference in her empty eyes.
Her tears never reach the ground before they freeze to ice and shatter into 1000 pieces.
As glass.
The child in my mind.
Was a little fragile girl of glass.
but I lost her on the floor, and now she is broken.
Beautiful but useless.
Like a rose.

i spejlet. bag mit spejlbillede.
Sidder altid en lille pige med nogle store, blanke øjne og stirre på mig.
Jeg hved hvad hun føler men har lært hende og tie.
Igennem mit sind, hvor det altid er koldt og vinter har hun gået gennem sneen og sat nogel små barnlige fodspor.
Som altid vil være er til at minde mig om hende.
Hun fryser.
Ingen andre end mg kan høre hendes skrig af smerte, hendes hvisken efter hjælp.
Nogle gange drunker hendes stemme i min egen vilje.
Men så svare hun bar 'ja' som jeg så lydigt har oplært hende til.
Tæt på at give op.
Tæt på at blive hved.
Engang hun var så lille, livlig og smuk.
Nu ser jeg kun smerte og ligegyldighed i hendes tomme øjne.
Hendes tåre når aldrig jorden før de fryser til is og splintres i 1000 stykker.
Som glas.
Barnet i min sind.
Var en lille skrøbelig pige af glas.
men jeg tabte hende på gulvet, og nu er hun gået i stykker.
Smuk men ubrugelig.
Som en rose.

COMMENTS OF THE POEM
READ THIS POEM IN OTHER LANGUAGES
Close
Error Success