Hejmdals Vandringer Poem by Jeppe Aakjaer

Han kommer fra Norden,
fra Landet bag Fjorden,
hvor Vindene vysser de vuggende Flæg;
og Duggen den perler
i Digernes Snerler
og glimter i Brand paa hans sølverne Skjæg.
Han stryger med Haanden det bøjede Korn,
mens milelangt glimter hans Gjallarhorn.

Det er paa de Tider,
da Byggen hun skrider,
og Storken han flyver med Snog til Bo,
da Porsene sveder
om Hjejlernes Reder,
og Myggene danser for korntømt Lo,
da Pigerne river langs sivsat Strøm
i Højsommerlængsler og Elskovsdrøm.

Saa langelig blide
de Skyer henglide,
som ført af Guds Aande paa himmelblaa Grund.
i Rummet saa stille
en bakkefødt Kilde
alene opløfter sin pludrende Mund.
i Stranden staar Spoven paa solvarm Sten
og skifter i Søvne hver Time sit Ben.

Saa stille han skrider,
mens Synet sig vider
til blaanende Aaser og Klinter mod Sø,
til Skove, som drømmer,
hvor Solguden tømmer
sin Skaal over mangen en havvugget Ø.
Betaget, mens Hornet ta'r Stødd imod Sand,
han hvisker: 'Velsignet, du Danernes Land!

Jeg saa dig opstige
af Vandenes Rige
med Siv om din Midje og Tang i dit Haar;
du langsomt dig løfted,
mens Hvalerne snøfted
omkring dine Holme i tusinde Aar.
Kun Havørnen spiled sin skjællede Klo,
hvor Smæltevandsbækken langs Isbræen lo.

Da flammede Solen,
da revnede Stolen,
paa hvilken Kong Vinter stiftstirrende sad;
hans glimtende Krone,
hans fjældhøje Trone
forsvandt med ham selv i det fraadende Bad.
Da løfted sig Landet saa lettet om Bryst,
mens Sælhunden nøs langs din fligede Kyst.

Det skvalped og skvulped,
det bobled og bulped,
mens Solsvøben svirped den vigende is.
i Isplovens Furer,
i Fjordbækkens Skurer
Livsfrøet slog Rod under Vaarsoles Dis.
Det suged, det bored, det skrued sig op
med Regn paa sin Ranke og Sol paa sin Top.

Snart hvælved sig Skoven,
højtlarmende Voven
slog op omkring Fyrrens langt-rækkende Taa.
Den dækkede Landet;
der var ikke andet
end Stamme ved Stamme, hvorlangt man end saa.
Dér trimled sig Bamsen i dampende Pøl,
mens Stammerne skjælved ved Uroxens Brøl.

Og Dyrene sloges,
og Træerne droges
med knagende Arme om Himmelens Lys,
og Sol steg af Vande
og sænked sin Pande
igjen bag om Vildskoves svulmende Gys.
Aartusen, opboblet af Urtiders Dynd,
neddrypped som Draaber i Evigheds Brønd.

Da sprang ind fra Øster
med hoppende Bryster,
med blottede Tænder og Skorper paa Knæ
en Skabning, en Kvinde;
som Hedens Ulvinde
hun tuded et Varsel til nogen i Læ.
Snart myldrede Pladsen af Kvinder og Mænd
med Arme som Køller og Jærvskind om Lænd.

De graved i Grunden,
og Flinten blev funden;
snart klang gjennem Skoven de rytmiske Slag,
som jublende stiger
mod Skyen og siger:
'Hist sidder en Vilje, en Mand paa sin Bag;
hans Hænder kun gjør, hvad hans Hjærne den vil!'
— Naturen forbavset maa lytte dertil.

Og Flammerne smælded,
og Bjørnen blev fældet,
og Egen den bøjed sit knagende Knæ;
og Baad gled i Havet,
og Oxen blev avet,
og Gudernes Ansigt blev skaaret i Træ,
og Hirsen blev høstet i Midsommervind,
og Landet tog Form efter Menneskets Sind.

— Mer kunde jeg sige
om Danernes Rige;
fra Tidernes Dagning jeg fulgte din Færd
ved Aften, ved Morgen,
i Sejr som i Sorgen;
dog højest om Høsten jeg agted dit Værd,
naar Regnbuen favned fra Hav og til Hav,
mens Ruglæsset slingred derunder i Trav.

Ja, ømt har jeg fulgt dig,
om end jeg har dulgt mig
paa Gudernes Vis bag en guldkantet Sky
i Drift over Lofte
og dampende Tofte,
mens højt dine Haner opgaled i By.
Men fattig er Farten paa Skyer af Guld
mod Lykken at varme sin Fod mod din Muld.

I Dag vil jeg vandre
som alle i andre
og dølge bag Kappen det røbende Horn;
imens vil jeg gjæste
de brave og bedste
og søge de Sønner, jeg avled tilforn.
O, vandre og vandre, mens solvarmt Sand
bag Tæerne glider med Mile af Land!'

Her krysted han Staven,
tog Hornet i Kaven (note: venstre Haand).
og skridted saa ud paa de senede Ben;
hans Pande var løftet,
og Skjæget svam kløftet,
hans hærdede Hæle svagt-dumrende tren.
Hans Læber indsuged den Aande af Hø,
der æblesødt bares af Brisen om Ø.

I Bække han vader,
i Aaer han bader,
i Høller han skyller de haarede Ben,
mens Strømmen den klukker,
og Ællinger dukker
bag Aakandeblomstens dyndsænkede Gren,
hvor Strømhvirvlen dybes saa blødelig trind
som Smilets Smaagruber i Ungpigekind.

Det mindste han sanser.
Ved Grøfter han standser
og pirker med Hornet til Krebsefars Skjæg;
hvor Haarsvindlen stræber
blandt Knolde og slæber
paa Vingen, han gjætter, at Skjælmen har Æg;
han ler som en Dreng ved sit spættede Fund;
ét løfter han op til sin skjægede Mund.

Før stod han paa Klinten,
hvor Kalken og Flinten
nu syner saalangt over glimtende Hav;
snart ses han paa Højen,
hvor Hyrden i Trøjen
solsteges mod Kjæmpens lyngrankede Grav.
Med Haanden han klapper den Kampesten graa,
mens Fingren omrender hver Rune derpaa.

Det lakker mod Kvælden.
Det dugger i Nælden,
og Høduften tætter sig nede ved Jord.
Mor ta'r sine Dyner
fra Stakken af Klyner,
og Svalen slaar Sløjfer om Vandrerens Spor,
og fjærnt over Norets skovrandede Næs
der svæver nu Hejren med Halsen i Es.

De kornglade Vænge,
de græsrige Enge
er svundne med Dagen og Vandrerens Il.
Nu nærmer sig Heden;
den Skygge forneden
har intet at skaffe med Markernes Smil.
Her sidder Naturen med Fingren paa Mund;
men Lyngsuset dysses af ingen i Blund.

Saa sagte han træder,
mens hellige Glæder
opkvælder i Sjælen som Kilder af Sand;
thi Solen er gleden
i Havet bag Heden,
men først har den stukket al Himlen i Brand.
Og Hjejlen sig klager som noget i Nød,
mens Øjnene glødes af Skyernes Glød.

Før Dagen bortglimter,
den Vandrende skimter
en hvidkalket Vaaning bag Skumringens Dis;
paa Mønnet det brede
har Storken sin Rede,
en Gjøg kukker ind fra dens Stikkelsbærris.
Fuldmaanen indkiger i Lade og Lo,
mens Hustruen malker den trippende Ko.

Men ude fra Mosen
med Lejlen i Posen
med Spaden paa Axlen og Dynd paa sin Sko
der kommer nu Manden,
svedstribet i Panden,
men glad ved at nærmes sit ensomme Bo.
'Kuk-Kuk!' siger Gjøgen, som var det til ham.
Han smiler og nikker til Kalve og Lam.

Og Spaden han sætter,
og Ryggen han retter
med skjæmtende Ord til sin solbrændte Viv;
hun snor sig og smiler,
med Malkningen iler,
saa Musklerne spiller bag Linning og Liv;
og Katten den stryger hans dyndede Sko,
og Maanen nu skinner tværs gjennem hans Lo.

Saa lukker han Lugen
og hasper for Smugen
og flytter bag Huset den hoppende Kalv;
højt oppe det gjækker
af Fugle, der trækker,
og inde i Huset en Klokke slaar halv.
Men Mosen er nu som en dampende Sø
med Hjemmet som drømmende Æventyr-Ø.

— De sad under Bjælken
og langed til Mælken,
hvor Grovkagen laa paa det knastrede Bord;
i Vuggen sov Barnet,
i Krogen hang Garnet;
om begge de vexled de stilleste Ord.
Da gik det med Døren, og noget gled ind:
En Aand —! eller bare en Sommernats Vind?

Mer høj blev dem Stuen,
mens ilden i Gruen
sig rejste paa Taa mod den sodede Fjæl.
De sad der saa trygge
med hærdede Rygge,
enhver med sin Drøm i sin Fattigmandssjæl.
Og Øjnene mødtes, og Hjærtet blev stort,
som havde de linned paa Himmerigs Port.

— Her blev han om Natten.
I Selskab med Katten
han strakte sig hen i det herlige Hø,
indbjærget fra Engen
af Tøsen og Drengen,
med Duft af Guds Rige i Stængel og Frø.
Her blunded han let paa det luftige Hjald,
til Hanen ham ærted med muntrende Gjald.

Ned gled han til Loen.
Bag Kvien og Koen
ind strøg han i Stuen med Dagningens Skjær.
Han fandt dem i Slummer
i Fred for al Kummer
og stod nu ved Sengen dem spejdende nær.
Han knytted og krummed sin knudrede Arm.
Hun løfted i Søvne mod Barnet sin Barm.

En Ko hug mod Balken,
en Spragen i Kalken,
hvor Gryet skrev Rødt paa den hvidtede Væg;
den Lille sig drejed
i Drømme paa Lejet;
men Vandreren mumlede dybt i sit Skjæg:
'Jeg avled en Søn, og de kaldte ham Træl,
og Kvinden, han tog sig, blev Træl som han selv.

Jeg angrer min Brøde;
mit Hjærte maa bløde,
naar her ved jert fattige Leje jeg staar
og ser, hvor I ligger,
hvor ydmygt I tigger
en paaholden Himmel om Menneskekaar.
Den Skorpe, I gumled, den Ténfuld, I tvandt,
var alt, hvad i tusinde Somre I vandt!

I Oldtidens Dage
til Pisk og til Plage
i stønnende gik om den dumrende Kværn,
og op gjennem Tiden
i Trællen og Sliden
I dyrkede Landet med Sved paa jer Stjern.
Af alt, hvad I slæbte til Herrernes Hjem:
en Haandfuld til jer, men en Husfuld til dem!

De stenede Agre,
de Heder saa magre,
hvor Ormen sig vrider af Sult under Sand,
hvor Skarv holder Davre,
mens Loke saar Havre
i spottende Leg om det trællende Spand,
der joges I hen, og der randt eders Liv,
saamangen gjæv Svends med sin ammende Viv.

Nu ser jeg forsilde,
jeg handlede ilde.
Hvi sprængte jeg ej eders trykkende Baand?
Jer virksomme Hænder,
jer avlende Lænder,
de gjemte dog Gnist af min himmelske Aand.
Jeg skulde ha' pustet den Funke i Brand
til Frelse for jer og til Glans for jert Land!

Men ringe jeg vidste
den Lod, I mon friste,
thi vel er hver Gud i Alvidenheds Ry,
dog vover jeg Ordet,
hvor faa der saa tror `et:
Man ser højst omtrentlig bag Himmelens Sky. —
Tilgiv da en Gud, som fra Højhedens Tind
ej øjnede Taaren paa Armodens Kind!'

Nu Straalerne spiller
til Fuglenes Triller
paa Krukken, i Vuggen, i Hustruens Haar.
Den Vandrende tier;
ej længer han bier,
men bøjer i Strimen sit Knæ før han gaar
og kysser det sunde, det rundede Bryst,
hvor Dagningens Straaler forinden har kys't.

— Han vandrede længe,
før Folk stod af Senge;
thi Søvnen er Soten i Danernes Bryst,
den dunkler vor Hjærne
og sløver vor Stjærne;
men Morgenens Klarhed er Gudernes Lyst,
naar Duggens Karfunkler omglimter din Hæl
og Drømmen faar Glorie paa i din Sjæl.

Med Sol paa sin Pande
han saa over Lande,
hvor Guldskyer hang over Klitter og Kjær;
om Bregner det brused,
fra Mosen det sused
i dryppende Vidjer og krøblede Træ'r.
Snart summed om Pytten den stanklende Myg,
mens Kjærulden tørred sin vaade Paryk.

Du dyndrøde Mose!
Med Vand i sin Hose
staar Sivet saa barnligt og spejler sin Top.
Med Hænder til Brøde,
saa myrdende røde,
din Soldug her æder Smaafluerne op;
og sleger din Hugorm med Halen en Fod,
da blegner selv Helte af djærveste Mod.

Den Vandrende skrider.
Hans Skygge henglider
svagt gloriekronet blandt nikkende Pors,
gjør Fald ned i Dale,
saa myge, saa svale,
hvor Oldtidens Veje har skaaret et Kors;
saa stanger den ud over Sletter med Lav
mod Klitten — og sidst mod det raabende Hav!

Med Børster som Galte
i Sandet det salte
her Klitterne træder hverandre paa Hæl;
i svareste Pine
maa Marhalmen hvine,
naar Havet udbrøler sin oprørte Sjæl;
men Klitten kan være saa hviskende blid
med Stjærnelys over, ved Midsommertid.

Da vogt jer, i Piger,
I ikke bestiger
letsindigt dens skridende, glidende Rand,
dens hviskende Kamre,
hvor to Hjærter hamre,
dens kridhvide Puder af maanelyst Sand.
Thi farligst, o Klit, er din lokkende Lyst,
naar Høststjærnen kysser dit kløftede Bryst.

Du ligger og lytter,
du flytter og flytter
med Omhu de vimrende Sandskorn i Læ.
Men hidser dig Stormen,
da sprænger du Formen
og er nu mer olm end den brækkende Bræ;
da lyste din Vildskab tit Goldhedens Band
paa tusinde Tønder brødbærende Land.

Men Midlet blev funden.
Se; Ulven staar bunden!
Selv rakte du Rebet, hvormed man dig bandt;
den Slynge om Nakken
er voxet af Bakken;
af Marehalmsrødder din Lænke de tvandt.
Om Halmen end dunker mod Klitten sin Top,
dens Rødder — dem river Orkaner ej op!

— Han staar paa en Mile.
Hans Læber de smile,
hans Øjne de glitre af Bølgernes Pragt;
fra Side til Side
betagne de glide,
mens Brisen ta'r fat i hans foldede Dragt.
Høj staar han som Varden. Hans Horn er hans Stav.
En hvilende Gud foran hvileløst Hav!

Hvor kjælent du ruller
og gnubber din Skulder
mod Stranden, mod Baaden, mod væltede Vrag!
Du lokker, du lister,
du løfter, du brister,
men aldrig det bliver til Braad eller Slag.
Du synes med Tungen at slikke de Saar,
du ellers med Tænderne flænser og flaar.

Du smisker for Møen,
der nærmer sig Søen
med Kaabe paa Arm og Sandaler paa Fod:
'Du maa ikke frygte
mit bagtalte Rygte.
Jeg grader dig Badet! Nu bare lidt Mod!
Jeg hvister dig højt paa min Bølgebjærgs-Arm,
mens Morilden tænder sit Lys ved din Barm.'

Hvad hjælper din Smiger!
Den Skjønne undviger
med smidige Hop dine bejlende Kast.
Det ved jo hver Pige,
hver Mand i det Rige:
Dit Løfte du holdt, til din Skum boble brast!
Med Gysen vi læste dit Svig under Strand
i bristede Øjne paa opskyllet Mand.

Og Landet herinde
det slog du i Blinde
og huled dets Tofte til bragende Fald;
dets Gaarde du krysted,
saa Syldstenen rysted,
og mørkskræmte Heste slog Manken mod Hjald,
og grædende Mødre med Vuggen og alt
gik hjemløs i Stormen, mens Væggene faldt.

De rugsaa'de Agre,
de Enge saa fagre,
med brogede Kalve og brægende Kid,
dem oprev din Næve,
din Brændinge-Kjæve
tog tusinde Læs i hvert eneste Bid.
Vor Muld drog du hen paa dit strømstærke Dyb
og gav det til Pris for dit fimrende Kryb.

Du Fisker derude
paa vippende Skude,
som ellers ej lider af Vandskræk og Angst,
hvor stønned din Aande
i Dødskampens Vaande,
naar Revlerne kræved dit Liv og din Fangst!
Hvem hørte vel tungere Lyd under Strand
end Klokkernes Klage for havtagen Mand?

Hvor haardt du end slog os,
bestandig du drog os,
vi jydskfødte Svende fra Hytte og Gaard;
vi kommer her alle,
som Tiden vil falde,
og føler din Brise som Haand paa vort Haar.
Det bæver saa sært om vor stubbede Mund,
som noget steg op fra vor dybeste Bund.

Hvad rørte ved Hjærtet?
Hvad var det, der smærted?
Faldt Tanken paa Slægternes ventende Nat?
Ja, spørge kan alle,
men Svarene falde
som Regn over Havet, hvad ingen faar fat.
— Naar hjemad vi vanker, vi vender os tit,
og vender os længst paa din inderste Klit!

Lad Havet da blinke!
Nu Markerne vinke
med Havre paa Banker og Kløver paa Skaar;
med Rugen, som danser
med fældede Lanser
duvende Ringler om Gavle og Gaard.
Se, Glenten har valgt sig den højeste Bavn,
mens Solen ta'r alt i sin varmende Favn.

Vist tusinde Lyde
i Ørene syde
fra Græshopper, Lærker, insekter og Korn;
det svingler og gynger
og ringler og synger
med vildfarne Takter fra Cymbler og Horn.
Bag Diget der fløjtes i Skarntyderod,
mens Hyrden slaar Takt med sin solbrændte Fod.

Han spejder fra Bavnen,
mens Glenten og Ravnen
omsvæver hans Stade i stigende Sving.
Det risler i Grøfter,
det skygger i Kløfter
bag kridhvide Gaarde om Kirken i Ring.
Tyst blander sig Duften af Kløver i Stak
med solbranket Muld i den harvede Brak.

Ved Agrenes Ende
en rindende Rende
forkynder, at her ta'r nu Engene fat;
her er der en Færden,
en myldrende Verden
af stræbende Hænder fra Morgen til Nat.
Her høstes der — uden at Hænder har saaet —
det sødeste Hø, som en Hoppe har skraaet.

Og Humlerne brummer,
hvor Aaen sig krummer,
og Kalmussen sukrer den livende Luft.
Og Leerne klinker,
og Solhatte blinker
fra Enge til Enge i svømmende Duft.
Og Frøerne sætter for armeste Liv
i Spring over Leens grumt krummede Kniv.

Og Gjøgene kukker,
og Aastrømmen klukker
som Hønen til Kyllinger gule og graa,
som vilde den sige:
'Kom Arme og Rige
og tag mine Blomster og duvende Straa.
Skjær bare i Bunde; jeg giver jer Lov!
Aakanden er nok for mit eget Behov

Men førend I hugger
og Farverne slukker,
se hen over alt dette svajende Liv
af smidige Stengler,
de opløbne Bengler
af Fredløs og Sødgræs og Mjødurt og Siv.
De diede alle mit nærende Bryst.
Hvi skulde de raadne til ingen Mands Lyst!'

— Ad Aften det lakker,
og Kragen hun hakker
i Skarnbassen bag ved de Kvier paa Græs.
Et Skraal af en Gase,
som hist paa en Vase
langhalset forsvarer de vraltende Gjæs.
En Hund giver Hals ad en springende Plag,
mens Solen gaar ned under Tøjrkølleslag.

Før Sol gaar bag Daasen,
højt slingrer langs Aasen
for higende Heste de Hølæs paa Rad.
Brat nedad det jager;
det knirker og knager,
mens Sprøjtet staar højt fra det kløvede Vad.
De ængstede Glutter paa Storlæssets Top
højt hviner og retter paa Solhatten op.

Sig Vejnættet spreder
til Gaarde og Steder,
hvor Læssene sigter mod Lader og Led,
mens Maanen den kvælder,
og Piskene smælder,
saa Hestene synker i Koder derved,
mens Natbrisen bærer fra Høet paa Vogn
de sødeste Dufte til fjærneste Sogn.

Og Timerne iled.
Men Vandreren hviled.
Han sad paa en Plov mod en aftenrød Sky,
mens Malmklokkens Tunge
fik alt til at runge
af Ekko dernede i Høfolkets By.
Da hvisked han stille som op af en Bøn:
'O, Bonde, hvor tykkes din Gjærning mig skjøn!

Din Avl du hjembringer,
mens Klokkerne ringer
og Klyderne flyver med Fløjt over Kjær;
din Fure du vender,
mens Føllet omrender
din Kløver og rimmer mod Dagningens Skjær.
Du høster ej Neg, og du sanker ej Straa,
før evige Stjærner har kysset derpaa.

— Den Gang jeg dig avlet,
laa ikke saa tavlet
med Agre saa fagre, o, Bonde, din Vang.
Thi Krattet sig busked,
og Graaulven lusked,
og Ørnene skreg mer end Lærkerne sang,
og Storskoven høged med brovtende Gren,
og Mosset sad urørt paa bredeste Sten.

Da voxed din Styrke
i Saadhyttens Mørke;
dit trodsige Blik imod Skoven skjød Lyn.
Med Stenen mod Staalet
du tændte i Baalet,
saa Urskovens Flammer skrev Varsler paa Sky'n.
Du satte et Jærn i din selvgjorte Plov
og grunded en Torp i den ryddede Skov.

Vildoxen i Bløde
du klapped og klø'de,
du tæmmed hans Rasen og yded ham Værn.
Du avede Skoven,
men han gik for Ploven
med Øjne som Bobler og Aag for sin Stjern.
Den buede Styrke i Oxe og Mand
af Myr og Moradser har formet dit Land.

Da Øxen blev hvæsset,
det lysned om Næsset.
Hvor Egen før spredte sin trodsige Rod
i Mosen den røde
bag Gunger og Bløde
den staar nu som Jættens afhuggede Fod.
Thi baglænds veg Skoven mod Synskredsen ud
i Kamp mod din Arm og din hornede Stud.

Og Marken fik Vange,
og Elven fik Spange,
og Trællen drev brølende Høvder paa Græs;
og Odin fik Offer
før Christ og Christoffer,
mens Vikingeskibet laa højt under Næs.
Det letted paa Vingen, naar vinden faldt bedst,
saa kløved det Havet mod Syd eller Vest.

Usalige Kyster,
som røverske Lyster
hos fraadende Vildmænd har valgt sig til Maal!
Her voldførtes Bruden —
og Barnet paa Puden —
dets Blod faldt i Dryp fra dit myrdende Staal.
I Frankerlands Vine du drak dig den Rus,
der bedsked dig Øllet i Hjemlandets Krus.

Er Blodrusen omme,
da Hævnen maa komme;
og Hævneren fandt baade dig og dit Barn.
Forsildig du siden
langvejs gjennem Tiden
forbandet din Lod i Voldsherrernes Garn
og hugged din Lænke mod Stenstuens Væg
og kradsed dig vildt i dit burrede Skjæg.

Hvad maatte du lide
af Plyndring og Kvide,
mens evige Krige stak Landet i Brand!
da Ulve var Herre
og Pestdødes Kærre
henskumpled med dræbende Stank over Land,
da Lansen fra Syd kom af Hornruden ind
og spiddede Barnet og 'Mor' bag sit Spind!

Saa krum blev din Nakke.
Din stormrevne Brakke
med Tagskjærpet hængte til Syldstenen ned.
Sløvt dvasked dit Øje,
en Las var din Trøje,
paa armeste Bælg dig Graabidere bed.
Hver Funke af Haaben brat sluktes igjen,
mens ængstet du skulet til Træhesten hen.

Men Danmark, din Moder,
med evige Goder
hun vented paa dig, hendes kraftigste Søn.
i haardeste Kvide
hun gjemte tilside,
hun gjemte tilside til dig udi Løn.
Mens Røvere plyndred og sled hendes Haar,
hun gjemte til dig gjennem tusinde Aar.

O, ingen kan tømme
de Dybder af Drømme,
de Kilder af Kræfter i, Danmark, dit Skjød!
En Ridsen med Harven —
da løfter sig Arven;
alt Mulden har Duft af det nybagte Brød.
Og Solen den stryger, saa Straaet faar Top,
og Gjøgene kukker den højere op.

Du stræbende Bonde!
lug flittig det Onde
af Dannemarks Ager for Fremtidens Slægt,
saa Spotten forstummer,
mens Stænglerne krummer
sig fagert mod Høst under Kjærnernes Vægt,
saa Kvæget det trindes, og Kinden bli'r rød,
og Gamlingen gumler det nærende Brød!

Din Kval er nu omme;
hvad siden skal komme
af Lykke, af Skæbne staar helt til dig selv.
Din Hang og din Higen,
din Evne til Stigen
skal gro med dit Korn under Stjærnernes Hvælv!
Vær vaagen i Vinter, vær vagtsom i Vaar,
da grønnes din Stamme i tusinde Aar!

Lad Kjærnerne springe
om Hestenes Bringe,
mens Harven hun hopper, og Ploven maa gaa;
til Næring det bliver,
mens Skyerne driver
og Guddommen vandrer og puster derpaa.
Thi Guden og Bonden er Tvillinger to;
den ene han saar, og den anden la'r gro.'

— Med ét blev han stille.
En mumlende Kilde
har fanget hans Øre med sød Melodi.
Dens legende Strenge
han fulgte saalænge,
at begge hans Øjne sank smilende i.
Og Drømme om Danmark drog gjennem hans Sjæl,
mens Markmusen hopped og peb bag hans Hæl.

Ej Finke i Skove
mer trøstig kan sove
end han paa en Plov under Dugnattens Ny
i Duft af Skovmærker,
mens vaagnende Lærker
indtingled hans Blund i en syngende Sky
og Landsbyens Haner fra Raner og Hjald
fjærnt hilsed den Høje med langeligt Gjald.

Omkring ham drev Dræet,
hans Lur stod langs Knæet,
dens Sider de spejled de nokkende Straa.
Hen over dens Munding
laa Armenes Runding,
som Panden den drømmende støttede paa.
Med Ørene fyldte af Lærkernes Lyd
han vaagnede op til den saligste Fryd.

Han saa over Verden.
Ej ringeste Færden
foruden en Sky, der gik tynget af Guld.
En Skude om Næsset;
Karfunkler paa Græsset,
og Kjær, som af brogede Høvder var fuld.
En Aa gjennem Enge i Slyng og i Svøb,
hvis emmende Taager forraadte dens Løb.

Han gik imod Solen.
Blaamunken, Violen
kom mellem hans Tæer og red der en Stund.
Dugbrisen den blide
bar Kappen tilside
og brummed paa Skrømt i hans Gjallarhorns Bund.
Graalærkers, Smaafinkers sødtsyngende Sky
med Jubel udfulgte den Høje af By.

Med Luren paa Nakken
han standsed paa Bakken;
dybt under ham Aaløbet klukkende drog
i Dagningens Time
sin dampende Strime,
mens alle dens Møllehjul skummende slog.
En skjævøjet Ræv, som langs Aaen gik Tur,
blev lav i sin Skræk for den glimtende Lur.

Nu klang gennem Gryet
som oppe fra Nyet
en dansende Tone i Arbejdertakt;
en Smed, som sin Hammer
i sodede Kammer
har drevet i Jærnet med sprudende Magt.
En hamrende Smed under glødende Gry —
hvem hørte vel friskere Klang under Sky!

— I Bølger steg Landet
med Slugter mod Vandet,
med Banker bag Banker og Høje paa Aas.
Fjærnt Fata Morgane,
den gøglende Flane,
med hele sit Blændværk mod Skyvæggen saa's.
Mod Havet trak Kiler af skvaldrende Gjæs,
mens Loke drev tavs sine Gjeder paa Græs.

— Der ligger paa Sandet
i Midten af Landet
en Banke, hvis Navn vi alt elsked som Smaa.
Dens Kløfter er lune,
dens Sider er brune,
og Lammene ynder at lege derpaa.
Den Himmelbjærg kaldes; — er Navnet lidt flot,
for Lammet og Barnet det klinger vist godt.

Mod det gik vor Længsel
fra Pligtstræbets Stængsel;
vor Flyven fra Reden tog hyppigt den Kaas;
fra fjærneste Steder
bag Moser og Heder
drog Lavlandets Børn mod dets stigende Aas.
Selv armeste Husmand i lappede Sko
her glemte sit Slid og sin drynende Ko.

Her stod vi og stirred,
mens Solhvepsen svirred,
til Hjærtet det svulmed i Tak til vort Land.
De Søer saa fagre,
de lysdøbte Agre,
de disede Aaser langs Kimingens Rand,
det hvidtede Hus i sin Ramme af Lyng —
alt syntes at hviske: 'Stig, Lærke, og syng!'

— Mer stille end Skyggen,
der glider i Byggen
han ind imod Aften var steget herop.
Med Budet fløj Svalen
langs Gudenaa-Dalen,
hvor Tagrøret spreder sin sodbrune Top.
Bly Blaabærret keg mod den solglade Gjæst,
mens Rørene nejed langs Søer i Vest.

Det vinded for Byger.
En sommerlig Stryger
trak hen over Kolden med Strenge af Regn.
Før Bygen var borte,
som Himmelens Porte
slog Regnbuen ud sit almægtige Tegn.
Den Høje stod tavs under Regnbuens Skin.
Hans Kappe den flagred i Farverne ind.

Da gjaldede Hornet!
I Lytten stod Kornet,
og Plovplagen hopped som Mø under Dans.
Ved Høet i Enge
de Piger og Drenge
brat studsed og gjorde ved Riverne Stands.
Og Mand saa paa Kvinde og Kvinde paa Mand,
mens Tonen og Skyerne fulgtes om Land.

Det dured i Dale
som Fløjter i Sale,
det rakte til Kyster saa fjærne og blaa.
Fra Skagen til Skamling
en Tone til Samling
af alt, som med Bæven vi beder maa staa
til evige Tider og fylde vort Bryst,
760 mens Skyerne lander med Guld paa vor Kyst.

— Med Tonen udrunden
var Regnbuen svunden,
den Høje med den ad sin himmelske Bro.
Og trindt over Lyngen
til Graalærkers Syngen
laa funklende Regnbuerester og lo.
Men Tonen fra Vandrerens varslende Horn,
den summer hver Høst i vort ringlende Korn.