Glædens Kilde Poem by Jens Baggesen

Dette veed jeg, at fra nu herneden
Aldrig tørres ud min Glædes Væld.
Intet kan forstyrre meer mit Eden,
Intet rokke Grunden til mit Held.

Stedse, hvor jeg vender mine Blikke,
Tryller mig et saligt Himmellyn,
Selv i Mulmet det forsvinder ikke;
Thi Hun svæver evig for mit Syn.

Hvor jeg lytter hen, jeg kan fornemme,
Selv hvor aldrig Livets Toner klang,
Lysets Aanders høie Jubelsang;
Thi jeg hører evig Hendes Stemme.

Paradisets Flor omdufter mig,
Selv naar jeg blandt nøgne Klipper vandrer;
Thi, mens Tid og Rum sig rundt forandrer,
Blir min Himmel uforanderlig.

Nærm dig, Skiebne, vred! lad fierne sorte
Tordensvangre Skyêr forkynde dig!
Spær mig alle Lykkens aabne Porte!
Hver en Haabets Engel skiule sig!

Jeg oplukker Dørren til Guds Rige
Naar jeg vil, med Nøglen i mit Bryst.
Elskes er et Held for Dødelige —
Deraf veed jeg lidet her at sige:

Men jeg elsker evig uden Lige —
Og det er Udødeliges Lyst!