Den Xxiii. Poem by Anders Arrebo

Her kontrafejer David dig
din Hyrde Jesum god og rig;
bliv du hans Faar og lyd hans Røst,
til evig Tid du nyder Trøst.

Herren han er min Hyrde god,
min Vægter og min Nærer,
thi falder alting mig til Fod,
alt godt han mig beskærer;
mig skal ej fattes Sjælens Fød,
ej heller mangle daglig Brød,
vel mig for saadan Herre.

Som Hyrden driver ud sin Faar
paa dejlig Græsgang grønne
og fører dem til rindend Aaer,
og til Vandstrømme skønne;
saa gør min Hyrde Jesus Christ,
han føder Sjæl og Legem vist,
hvert faar sin Mad og Drikke.

Om jeg faar Lyst til verdslig Ting,
min Sjæl skal han omvende,
og føre mig derfra omkring,
selv tage mig ved Hænde,
og lede mig al Fare fri
paa Retvishedens trange Sti,
for sit Navns Skyld og Ære.

Hvad skuld jeg derfor frygte mig,
mens du har mig ved Haande,
og leder mig selv tryggelig,
med hellig Ord og Aande?
Trods Modgang og al Verdsens Nød,
trods Helved og den evig Død,
din Kæp og Stav mig trøster.

Du est min Vært, jeg er din Gæst,
din Dug du for mig breder
og spiser mig med Føden bedst,
min Uven derved græder;
du sparer ingen Salve god,
den flyder fra min Top til Fod,
mit Bæger og gaar over.

Jeg skal saa nyde mangeled
din Godhed her i Live,
og din store Barmhjertighed
hos mig skal stedse blive;
derefter skal jeg eviglig
bo i dit Hus og Himmerig,
ej Ende faa de Dage.